Hvordan er det at have hjælpere? Del 2
Det hele startede med en dag, hvor jeg var lidt træt af det hele, hvorfra jeg besluttede mig for at gå til tasterne. Jeg sad og skrev og skrev løs, for at finde ro i mine tanker og da jeg var færdig, opdagede jeg, at jeg i virkeligheden havde lavet 3 blogindlæg om det at have hjælpere, som jeg vil præsentere for jer ind over de næste 3 uger. Jeg håber i vil nyde det og læse med, har du ikke læst det tidligere indlæg, vil jeg råde dig til at starte der.
De tidspunkter hvor jeg hader mit handicap allermest, er når det kommer ud i situationer, hvor det påvirker andre end mig selv. En ting er, at det påvirker mig selv. Men når det begynder at påvirke andre i min omgangskreds, er det først at jeg bliver rigtig ked af det og synes det hele er uretfærdigt.
Den anden dag sagde en ret god veninde til mig, at hun havde tænkt på vi aldrig havde været sådan rigtigt alene sammen før. Det har jeg flere venner som gennem tiden har sagt, så normalt ville jeg egentlig ikke ligge så meget i det, da det jo ”bare” er sådan, som situationen er normalt for mig. Men her kunne jeg alligevel fornemme, at det faktisk betød noget for vedkomne, så her ramte det mig faktisk en del, og jeg har sidenhen tænkt rigtig meget på det. Jeg har sidenhen tænkt rigtig meget i situationer, og hvordan man kunne gøre det, så det samtidig bliver en forsvarlig situation, hvis noget nu skulle ske. Jeg har virkelig tænkt i mange langt ude alternative ideer, men ens for det meste er, at jeg på forhånd må frasige mig behandling, hvilket vil sige, at man står uden hjælp i en mindre periode, for at det eventuelt skulle kunne lade sig gøre. Det gør mig ked af det, at det er sådan og som i kan se, tænker jeg meget over det. Jeg tænker også over, om det kan ødelægge mit forhold til personen, og om det måske allerede har haft betydning for venskaber med andre på en måde, hvor jeg ikke selv har vist det.
Mange af de samme ting, føler jeg selv går igen, når jeg møder nye mennesker. Her er jeg dog selv meget opmærksom på det, og prøver at være et meget fremtrædende menneske. Det gør jeg generelt ret tit, for at vise at det er mig som er i fokus, og det her handler ikke om en hjælper, men om mig. Nogle gange kan det godt blive så markant, at jeg ikke længere helt føler, at det er den person jeg er, som jeg fremstiller mig selv til at være, eller i hvert fald som den person jeg ønsker at være. Det er en væremåde, som jeg føler nogle gange at være nødt til at sætte mig selv i, for at opmærksomheden kommer over på mig, og min hjælper ikke er i centrum i hovedet på de mennesker jeg møder rundt omkring. Det irriterer mig, at jeg føler, jeg i visse tilfælde bliver nødt til at være en falsk version af mig selv på den måde, fordi jeg har hjælpere med. Men måske er det bare indbildning for mig selv, at jeg bliver nødt til at være sådan her? Det vil jeg nu prøve at ændre, næste gang jeg møder nye mennesker, og se hvordan det kommer til at forløbe sig.
At jeg er sådan, som jeg hidtil har været, når jeg møder nye mennesker, hjælper nok heller ikke på det jeg skrev om i indlægget om medlidenhed for noget tid siden, med at være mig-mig-mig fikseret. Med mig-mig-mig fikseret, mente jeg der, at man sætter sig selv over alle andre, alt handler om mig og jeg er bedre end alle andre. Når jeg møder nye mennesker, har jeg jo hidtil netop fokuseret på det mig, der er i fokus og lagt rigtig meget vægt på mig selv. Hvorimod jeg fremover måske kan ligge mere vægt på dem, som jeg står overfor og spørge mere ind til dem, som jeg møder på min vej.
Læs med næste gang, hvor det handler om at være hensynsfuld og hvad der sker, hvis en hjælper bliver for hensynsfuld.
