Begrænsninger

Jeg har 2 muligheder i livet. 1. Sætte mig over i et hjørne, og have ondt af mig selv og sige det er så forfærdeligt det hele. Eller 2. Komme ud i verden og sige her er jeg, lad os få det bedste ud ad situationen, som den er. Dette er noget i alle, som har hørt mig holde foredrag, har hørt mig sige.

Men passer det så, kan jeg undgå alle begrænsninger i livet med det ordsprog? Nej, men jeg kan mindske dem, og måske stille spørgsmålet om den konkrete udfordring, egentlig er en begrænsning eller kan jeg muligvis deltage, bare på en anden måde end alle andre?

Jeg mødte en særlig begrænsning den anden dag, som ”indrømmet” gjorde lidt ondt. Jeg blev inviteret til julefrokost, sammen med 10-15 drenge fra min folkeskole. Jeg begyndte at glæde mig til at se dem alle sammen igen, da jeg ikke har set flere af dem i nogle år. Der sker herefter det, at vi begynder at arrangere julefrokosten og kommer frem til, at vi kun kan være hos en, som bor i en lejlighed på 2. Sal uden elevator.

Det bliver først foreslået, at de andre bare kan bære mig og min stol op, hvilket jeg efter at have brudt en personlig grænse, faktisk går med til. Derefter slår det mig, ”Jeg skal jo også ned igen, når vi formentlig tager videre i byen senere på aftenen.” Det tør jeg sgu ikke at udsætte 10 fulde drenge og mig selv for. Jeg vælger derfor at melde fra, og lade mig ramme af en sikkerhedsbegrænsning, men stadig en begrænsning. ØV!

Jeg siger selv, at det ikke kan lade sig gøre for mig, men synes bare de skal holde det uden mig. – Mine begrænsninger skal på ingen måde gå ud over andre!

Så nu står jeg alligevel uden planer d. 17. December, det kan gå hen og blive en lang dag!