Er medlidenhed altid godt?

For noget tid siden faldt jeg i snak med en, hvor vi talte om handicap og medlidenhed – hvor meget skal man egentlig tage højde for én person med et handicap? Og kan det også blive for meget?

Snakken gik på at fysisk handicappede gennem hele deres barndom og opvækst, nemt bliver vant til, at der tages rigtig meget hensyn til dem og at de altid får deres vilje, fordi: ”Det er jo synd for dem”. I visse tilfælde er det også berettiget, men pleaser du handicappede for meget, bliver man som menneske vant til denne særbehandling (handicap eller ej), så du vil aldrig opleve nederlag, som kan ruste dig til at blive voksen, hvor hele livet ikke altid går som smurt.

Når jeg selv skal omtale det, vælger jeg tit at kalde det for at være MIG-MIG-MIG-fikseret. Jeg vil ikke gøre mig selv bedre end andre, ved at sige, at jeg ikke selv kan være sådan, fordi det ved jeg at jeg er i visse situationer, (og sikkert mere end hvad jeg selv lægger mærke til) – det vigtigste er dog, synes jeg selv, at jeg er opmærksom på det og arbejder med mig selv, omkring ikke at være for egocentreret, da jeg tit godt kan se, at jeg faktisk går over grænsen.

Nogle af de mennesker som jeg har størst respekt overfor, er personer, som tidligere enten har gået til mig og givet mig en virkelig øjenåbner, for at jeg har sat mig selv for meget i første række, eller personer, der stadig gør det og går til mig den dag i dag. Det er ikke alle personer jeg får sagt det til, men mange har bare en plads i mit hoved hvor de får en kæmpe respekt, fordi de har turdet at gå til mig. Dermed ikke sagt at du bare skal gå til mig og være et dumt svin, det skal selvfølgelig være konstruktiv kritik man kommer med.

Men hvad er det der sker, hvis du får for meget medlidenhed? For mig personligt sker der det, at jeg begynder at slappe af og ikke udvikle mig som menneske, idet at alt jeg får at vide, er at det er synd for mig, at jeg er perfekt som jeg er, og at jeg ikke kan gøre noget bedre, end jeg allerede gør i forvejen. Egentlig falder man bare ind i mængden blandt mange, og ikke mange danskere tør at gå til en, fordi vi har den danske hyggekultur, hvor vi alle sammen skal have det godt og føler os godt tilpas og have det rart sammen. Samtidig tror jeg også at hyggekultur, kan gøre os som danskere ret konfliktsky og man derfor roser hinanden for ting, som man helt basalt ikke altid mener. På den måde falder det ind i mængden for mig med hyggekultur og handicap.

Selvfølgelig skal der tages hensyn i visse tilfælde, og det er absolut ikke en opfordring til at være ubehøvlet overfor mennesker med handicap, men nogle gange kan det også tage overhånd.