Brugsanvisning – sådan bør du omgå handicappede
I denne uge har jeg valgt at give ordet til Astrid Siemens Lorenzen, som her er gæsteblogger. Astrid var en af deltagerne på SUMH’s kompetencekursus, jeg kendte hende ikke på forhånd, men Astrid vandt hurtigt en plads i mit hjerte. Astrid har cerebral parese, er 17 år gammel, har intet sprog, men er på trods af det ved at skrive sin egen første bog. Jeg håber i kan lide det og vil give hende nogle ord med på vejen.
Jeg har oplevet flere tusinde gange, at folk ikke aner, hvordan de skal omgås mig. Dette er formentligt grundet, at jeg sidder i kørestol og har de vildeste bevægelser, derudover kommunikerer jeg via en øjenstyret computer ved navn Tobii. Så jeg er ikke ligefrem den type pige, man er vant til at støde ind i. Jeg oplever jævnligt, at fremmede opfører sig mærkeligt i mødet med mig, en handicappet. Derfor har jeg lavet en brugsanvisning til, hvordan du bør omgå handicappede og specifikt mig. Følg den eller lad vær. Men her kommer den:
Trin 1: Snak til mig og ikke min hjælper eller lignende
Jeg bider ikke. Så du skal ikke være bange for at snakke til mig i stedet for min hjælper, søster, veninde, mor eller hvem jeg har ved mig. Der er desværre en irriterende tendens til, at folk ikke tør at tale direkte til mig og det er jo ærgerligt. De mennesker har nemlig stor tilbøjelighed til, at få samtalen til at udspille sig imellem min hjælper eller andet og dem. Så snak dog til mig! Jeg er ikke så fissefornem, at jeg behøver en mellemmand til at fører min samtale og bestemme, hvem der er kvalificeret nok til at få lov til at snakke med mig. Jeg oplever faktisk af og til, at nogle spørger min hjælper om tilladelse til at snakke med mig. Lad vær med det. Min hjælper bestemmer ikke, hvem der skal have lov til at have en samtale med mig. Det er der kun en, der bestemmer og det er mig! Så jeg vil hermed opfordre til at du taler direkte til den handicappede.
Trin 2: Deaktiver din barnlige stemme
Som handicappet oplever jeg jævnligt, at folk, som ikke kender mig eller har et kendskab til handicappede, ændre deres tale måde, når de skal tale med mig. Lad vær med det! Lav ikke stemmen om, når du snakker med mig, så den kommer til at lyde præcis ligesom, når du lige vil hilse på din grandkusines to måneder gamle pige, som ligger og sover den sødeste drøm, om små bløde katte, der danser, i sin nyindkøbte lyserøde barnevogn med fint plysfor indvendigt, iklædt det sødeste Bamse-og– kylling-nattøj, der i øvrigt ikke er i stand til at sige, hvor latterlig, du lyder, når du ændrer på din stemme! Jeg er ikke din grandkusines lille og nuttede baby! Husk det! Så jeg ville sætte stor pris på at blive talt til med din normale stemme. Det føles nemlig nedværdigende, når folk taler til en med en barnlig stemme. Som om at man er af mindre intellekt end vedkomne, der taler til en. Så stop dig selv, når du helt uden at tænke over det kommer til at slå din barnlige stemme til i mødet med en handicappet. Snak til mig, lige som du ellers ville snakke til en vilkårlig teenagepige, som går i 3.G! Jeg kræver ikke en andreledes måde at blive snakket til end en hver anden ung.
Trin 3: Fat at et handicap ikke er ensbetydende med mindre intellekt
”Forstår du, hvad jeg siger?” Kan jeg tydeligt huske, at min læge på sygehuset, spurgte mig om med en særdeles overdrevet tydelig udtale og i slowmotion. Dette spørgsmål er ikke atypisk, at jeg bliver spurgt om. Ja jeg kan forstå, hvad du siger! Og du behøver ikke at tale tydeligere og langsommere til mig. Bare fordi jeg sidder i kørestol, er det ikke ensbetydende med, at jeg har mindre intellekt. Lad mig lige slå fast, jeg har ikke mindre intellekt. Jeg er nemlig kun fysisk handicappet, så jeg kan forstå, hvad du siger. Det tager dog længere tid at svare for mig, da jeg kommunikerer via en tale-computer. Så vær sød at lade vær med at antage på forhånd, at jeg ikke kan forstå noget. Jeg kan godt forstå, hvad du siger til mig. Forstår du, hvad jeg siger?
Trin 4: Buk dig ikke ned eller sæt dig ikke på en stol!
En anden ting, du heller ikke skal gøre, er, at bukke dig ned, når du skal snakke med mig. Det er jo irriterende. Jeg føler mig igen som din grandkusines lille pige, når du bukker dig ned, for at tale med mig. Så jeg ville blive rigtigt glad for at du ikke bukker dig ned eller sætter dig i hug, selvom vi ikke helt er i øjnehøjde, da jeg jo sidder i kørestol, altså er jeg i røvhøjde eller rettere brysthøjde. Men det er bedre at glemme forskellen på øjnehøjden, end at forsøge at udligne forskellen ved at bukke dig ned. Hvis du absolut vil prøve at udligne højdeforskellen, kan du eventuelt sætte dig ned på en stol, men det må du kun hvis det virker naturligt. Dermed skal du ikke prøve at finde en stol, hvis det er du pludselig møder en kørestolsbruger på gaden, kun for at sige “Hej, hvordan går det?”.
Det var min brugsanvisning til hvordan du omgås en handicappet og specifikt mig, Astrid. Følg den eller lad vær!
