Et liv med muskelsvind

Efteråret og fremtiden kogt ned

Det sidste stykke tid har jeg været meget stille, det skal der laves om på nu. Efter et virkelig hårdt, efterår havde jeg virkelig brug for at trække stikket lidt, men det betyder jo ikke, at livet ikke går videre i mens. Det er også vigtigt for mig at sige, at selvom efteråret var virkelig hårdt, har det været helt utroligt fedt og det bliver virkelig noget, jeg vil komme til at se meget tilbage på en dag.

Det jeg vil se tilbage på, er, at jeg er startet studie, jeg skal være farbror, jeg har været kursusarrangør, jeg har været til kæmpe FIFA Award show i London hvor jeg selv var nomineret, oplevet skuffelsen i ikke at kunne få en medicin selvom den kan hjælpe på min muskelsvindsygdom og meget mere. Det har været ret vildt og intenst, uden meget mulighed for at læne sig tilbage og fordøje alle indtrykkene. Det har jeg primært brugt den sidste måned på, hvilket har hevet mig helt ned i tempo på en dejlig måde.

Som sagt går livet dog videre, i mens man trækker stikket lidt. Sidste år fandt jeg ud af, at jeg skal være farbror i 2018 og juleaften fik jeg den bedste gave af dem alle. Jeg skal også være gudfar til den lille nye pige! Jeg er så sindssygt stolt og beæret af det. Man kan have nok så mange uvurderlige oplevelser og købe alt muligt materielt, men intet af det slår familie og kærlighed.

Den sidste måneds tid har også gjort det mere klart for mig, hvad jeg ønsker skal ske med mig selv rundt om hjørnet i fremtiden. Jeg vil træne noget mere selv, og være god ved mig selv. (Total nytårsfortsæt cliché) Jeg vil lave om i min hjælperordning og hvilken paragraf jeg får hjælp under, således at jeg kan komme noget mere ud og rejse. Til sidst, håber jeg på at komme til at bruge mere tid med mine venner og familie.

Sådan ser jeg mit liv netop nu. Har du tænkt over hvordan dit ser ud lige nu?