Et liv med muskelsvind

Fodbold

Som de fleste af jer nok ved, er jeg ret stor fan af fodboldklubben F.C. København. Men hvad er det så, der gør, at jeg er fan og følger holdet i tykt og tyndt? Det har jeg tænkt mig, at prøve, både at gøre jer og mig selv lidt klogere på nu.

Det hele startede, da jeg gik i 3. Klasse, hvor snakken i klassen skiftede emne fra Pokemon, til at handle om fodbold. Modsat de fleste andre i klassen, kommer jeg faktisk fra en familie, som aldrig har haft interesse for fodbold overhovedet. Hvis man så sport i min familie, så man Tour de France. Men netop det jeg var den eneste i familien, som synes sporten var interessant, tvang mig også til at sætte mig rigtig godt ind i det. Derfor fangede det mig ekstra meget, og har virkelig hængt ved siden.

Det jeg også elsker ved fodbold, er at det binder mennesker sammen. Jeg kan møde nye mennesker, som man normalt ikke ville snakke med, hvor emnet hurtigt kommer ind på fodbold. Så kan man alligevel snakke i flere timer, og få nye gode venner.

Sporten er fantastisk, det er et spil alle kan være med til. Der er faktisk også massere taktik, hvilket jeg de senere år, er begyndt at lægge mere og mere mærke til, og interessere mig for.

Stemningen på et stadion, er også noget helt specielt og ret unik. For mig giver det den vildeste fællesskabsfølelse, at stå på en tribune med 4.000 andre fremmede mennesker og råbe og synge i kor.

Jeg læste for nogle år siden, at fankulturen i dag, var de unges måde at komme ud med aggressioner på, da manden gennem de sidste mange tusinde år genetisk set, var vant til at skulle ud og jage både efter mad og i krige. Denne funktion mente forskeren, at fankulturen i dag havde og det er derfor specielt mange unge mænd, står på stadion hver uge og råber og synger. For mig giver dette faktisk rigtig god mening, da jeg ikke kender noget andet sted, hvor jeg kan komme ud med alle mine følelser, sige og råbe lige hvad jeg har lyst til, uden at folk dømmer mig på det jeg gør.

Personligt skal jeg først på stadion til februar, hvilket ender med at blive en pause på små 3 måneder. Det er en forfærdelig lang pause, men nøj hvor jeg glæder mig til at komme tilbage i Parken igen.

Om Jacob Ove