Folks blikke

Når jeg går på gaden, er den sikker hver gang! Der kommer altid et blik, fordi folk ser en person, som er anderledes. Det er en del af det, at have et synligt handicap og have brug for hjælp. Det har jeg, jeg vil altid have det og jeg ønsker faktisk heller ikke altid, at jeg kunne lave om på min egen livssituation.

Hvem ligger mærke til det? Ikke mig. Men når jeg bliver gjort opmærksom på det af andre, så gør jeg. For mig er det simpelthen blevet hverdag, ligesom folk der bor ud til en trafikeret vej, heller ikke altid bemærker den larmende trafik. Jeg har tit oplevet, at andre bliver meget overrasket over hvor meget opmærksomhed jeg får, fordi jeg kører i en stol og er anderledes end alle andre, hvor jeg derefter bliver spurgt til det, hvor jeg blot siger, at det har jeg slet ikke bemærket, selvom den nye hjælper eller hvem det må være, har gået og ikke kunnet tænke på andet. Derefter kigger jeg måske lidt efter det og kan godt se hvad de mener, men hurtigt bliver det hverdag igen, og så ligger jeg ikke mærke til noget som helst længere, før jeg bliver gjort opmærksom på det igen.

Mine tanker om det er, at jeg da synes det er ret voldsomt, at det egentlig er sådan. Jeg er jo ingen rockstjerne eller noget, jeg er jo bare mig. Men når det så er sagt, er det jo ikke noget jeg kan eller vil skjule, at jeg har et handicap og derfor ser anderledes ud end alle andre. Hvis jeg først begynder at skjule mig selv, hvem er jeg så egentlig? En med dårligt selvværd, som er ked af sig selv? Eller er jeg så overhoved mig selv? Jeg synes faktisk folk skal kigge ligeså tosset de vil, det er en naturlig ting at blikket søger mod de ting, som er anderledes og man ikke er vant til at se. Derudover mener jeg også, at det er en af de bedste måder befolkningen kan komme af med nogle af sine fordomme om mennesker med handicap på. Hvis ikke man engang imellem stiller sig op foran andre på en måde, men alle med et handicap blot forholder sig for sig selv, så tror jeg langt mere på at fordommene blot vokser sig større og større om os, end man ser i dag. Det tror jeg personligt ikke er noget, som vi ønsker i samfundet hverken i dag eller i fremtiden.

Men er der så forskel på, hvor det er folk kigger mere end andre? Ja, generelt er det mest børn som har et nysgerrigt blik, men det tror jeg er helt normalt! Er de sammen med deres forældre og er det små børn, prøver forældrene tit at opdrage børnene til at kigge væk, nogle kan sågar finde på at skælde deres børn ud, over de kigger og stiller spørgsmål. Det er en ting, jeg aldrig har forstået og vil fraråde alt hvad jeg kan, at gøre. For noget tid siden, var jeg selv på kursus med andre med forskellige handicap, jeg tog mig selv i at stirre på de andre. Dog mest på hende den flotte pige, men det er en helt anden historie.

Så for at runde af, så er mit personlige ønske, at i og jeres børn vil kigge ligeså tosset som i overhoved har lyst til. Tænker i på noget, når i ser en anderledes person, er min erfaring også, at man ikke skal holde det inde, men bare spørge løs om det man tænker på. Vi bider ikke og uden nysgerrighed kommer vi aldrig fordommene om handicaps til livs. Med andre ord skal i bare være den spørge Jørgen, som i altid har hørt om.