Hvordan er det at have hjælpere? Del 3

Det hele startede med en dag, hvor jeg var lidt træt af det hele, hvorfra jeg besluttede mig for at gå til tasterne. Jeg sad og skrev og skrev løs, for at finde ro i mine tanker og da jeg var færdig, opdagede jeg, at jeg i virkeligheden havde lavet 3 blogindlæg om det at have hjælpere, som jeg vil præsentere for jer ind over de næste 3 uger. Jeg håber i vil nyde det og læse med, har du ikke læst del 1 og 2, vil jeg anbefale dig at starte der.

I et job som handicaphjælper, er det selvfølgelig vigtigt at være hensynsfuld. Men jeg mener faktisk, at det er vigtigt at være hensynsfuld begge veje, og endda måske endnu vigtigere at være hensynsfuld fra min side af. Faktisk mener jeg egentlig også samtidig, at man som hjælper nemt kan blive lidt for hensynsfuld, overfor brugeren man arbejder for.

Personligt tager jeg det nok lidt som en selvfølge, men en hjælper skal vise hensyn og være hensynsfuld, når han er på job. Han er her for at hjælpe mig i sådan et omfang, så min hverdag fungerer som jeg vil have den til at gøre, det handler om alt lige fra toiletbesøg, til hvad der skal ses i fjernsynet. Hjælperen skal støtte op, når der er behov for det og trække sig tilbage, i situationer hvor jeg godt selv kan og måske har brug for, eller har bedst af at gøre tingene selv.

Jeg skrev kort tidligere, at jeg mener en hjælper nemt kan blive for hensynsfuld, overfor den de arbejder for. Selvom det kan betragtes som en kontroversiel holdning, vil jeg meget gerne stå ved det og begrunde min holdning. Hvis hjælperen deltager i alle brugerens begivenheder og hjælper med alt, sker der bare nemt det, at brugeren mister store dele af sin selvstændighed. Det sker fordi, at man når derud, hvor man ikke selv behøver at tage stilling til noget. Hvis jeg skal være lidt provokerende, vil jeg spørge dig om følgende: Hvis du som person ikke kan tage en selvstændig beslutning, hvad har du så tilbage som menneske?

Jeg skal ikke gøre mig selv bedre end andre her, tro mig, jeg har også mine meget svage områder og er virkelig nem at overtale på mange punkter. De steder hvor jeg er nem at overtale, gælder alt fra hvilke møbler jeg skal have i min egen lejlighed, hvilket tøj jeg skal gå i til køb af gadgets, som jeg egentlig ikke har råd til, og hvad jeg skal spise til aftensmad. Alt det her sker jo blot fordi, at jeg er rigtig glad for at høre deres input. Det jeg bare skal blive bedre til, er kun at bruge det som de input, det oprindeligt er tænkt som og selv tage en beslutning, ud fra de input jeg får, blandet sammen med min egen mening, hvor min egen holdning vægter mest. Hvis ikke det sker, bliver jeg jo selv den største tøffelhelt, den dag jeg finder mig en kæreste.

Jeg skrev også tidligere, at det måske kan være endnu vigtigere at jeg som bruger, er hensynsfuld overfor hjælperen. Det mener jeg, for føler de, at jeg tager mig af dem i situationer hvor de virkelig gerne vil noget, men lidt er forhindret på grund af at de er på arbejde, er min erfaring, at det giver sig mange gange igen, på deres glæde ved at komme på arbejde. Det kan også medføre, at de er nemmere til at ofre sig, når deres kollegaer er ramt af sygdom, at de så giver op på noget selv, tager den ekstra vagt, som nu er blevet ledig og på den måde, faktisk redder min dag en anden gang. Men hvordan skaber man så det bånd? Hvad skal der gøres? Den mest simple måde er kommunikation og snakke med hjælperen. Der findes ingen manual på det, det kan handle om alt fra lige at dreje ind forbi en tank på vejen, så de kan få lidt mad, til at et familie medlem må køre med mig fra A til B.

Kommunikation blandt mennesker, mener jeg er alfa omega! Hvis vi mister evnen til at kommunikere, hvad har vi så tilbage? Kan jeg ikke kommunikere med mine hjælpere, fungerer vores forhold bare ikke, hvilket kan ske til tider. Jeg prøver eksempelvis også tydeligt på at kommunikere ud, at jeg virkelig ikke har en ynglings hjælper. Jeg mener, at alle har hver deres fordele og spidskompetencer, hvilket jeg på hver måde er rigtig glad for at have i min dagligdag.