Jeg søger kærligheden, selvom jeg har et handicap

Lad mig starte med at sige at jeg ikke ser nogen lige nu, ellers tror jeg ikke, at jeg turde skrive og udgive dette indlæg. Men når det så er sagt, sidder jeg med kærlighedsmusik i ørene imens jeg skriver dette indlæg. På den måde har jeg ligesom lagt en bedre stemning i mit hoved, hvor jeg kan mærke der løbende kommer flere tanker og overvejelser om emnet, som dermed også fører til et dybere og bredere indlæg på bloggen, en hvad jeg ellers plejer at lave.

Jeg vil gerne ha en kæreste, det er der ingen tvivl om. Jeg ønsker ikke at være alene resten af livet, men vil gerne have tosomheden og en at elske og holde af, hvor hun også har det ligesom mig. De små ting i hverdagen, en man holder af, holder om og deler alt med. En at dele og starte familie med. Jeg husker stadig i dag, at jeg skrev et indlæg på bloggen for omkring 2 år siden, som handlede om hvordan mit liv så ud om 5 år. Her skrev jeg noget i retningen af, at jeg havde en kæreste og børn var ikke noget vi havde, men klart fyldte meget i vores tanker. Som det er nu, så sker det sgu nok ikke. Det betyder dog langt fra, at det stadig ikke kan være noget, som jeg ønsker. Egentlig tror jeg bare, at jeg ønsker mig alt det som de fleste i verden også oplever på et tidspunkt her i livet.

Som jeg startede med at skrive, ser jeg ikke nogen nu. Jeg er single, og jeg er til piger. Det jeg gør aktivt for at finde kærligheden, foregår mest på apps som tinder og lignende. Egentlig ville jeg helst lade vær og finde en i det virkelige liv, hvor man ikke starter med at mødes virtuelt. Jeg mener, at der er noget mere ægte over at finde en gennem sin egen hverdag, jeg synes bare samtidig at det er pisse svært. Jeg har det her nemmere, ved at kunne sidde herhjemme og kunne gemme mig lidt, samtidig med jeg leder efter kærligheden. Jeg tror dog, at det er langt mindre hensigtsmæssigt for mig at bruge apps, da det ofte starter alt for overfladisk ved man bare kigger på billeder, der har jeg absolut ingen fordele, når jeg på alle billeder beklæder mig med en stor sort stol på hjul.

Samtidig oplever jeg tit, at når jeg får et match, har de slettet mig, inden jeg overhoved har åbnet appen eller at de aldrig svarer på min beskeder. Faktisk er de to scenarier mere reglen end undtagelsen. Dette er ikke noget jeg normalt fortæller nogen, for ærlig talt gør det mig sgu ked af det, at det er sådan og man ikke for en chance for at bevise sig overfor det modsatte køn, fordi man har et stort fysisk handicap. For på trods af et handicap, kan man jo sagtens have en personlighed, der er værd at falde for og finde kærligheden i ens liv der alligevel. Jeg er inderligt ked af, at det er sådan. Og nej, det skal ikke lyde som en dårlig undskyldning for jeg ikke har en kæreste, det er bare vitterligt sådan jeg tit oplever det i hverdagen.

Når jeg skal på date, kan det også være en udfordring. Først handler det om at finde den rette aktivitet, det skal nemlig være noget hvor jeg med mit handicap kan deltage på lige fod, samtidig med at man skal kunne give et godt indtryk. Udover det skal jeg selvfølgelig have min hjælper med, hvilket her også kan give en masse udfordringer. Det er en helt vild svær balancegang, som jeg aldrig tror, jeg rigtig helt finder. Egentlig ønsker jeg helt at klare mig selv på en date, det er bare ikke rigtig muligt særlig tit.

Derfor prøver jeg oftest at aftale på forhånd hvad vi skal lave, så jeg også kan forberede hjælperen på hans rolle og lidt instruere, hvad jeg tænker de skal gøre imens. Det jeg helst vil lave og tit foreslår daten, er, om vi skal se en film eller noget serie. På denne måde kan jeg nemt være mig selv, med en hjælper placeret langt væk, filmen kan der nemt snakkes ind over og lære hinanden at kende, medmindre man er i biografen.

Min drømmepige tænker jeg, er en pige, som kan mere fysisk end mig selv. Hun må gerne have et handicap, men hun skal gerne kunne mere end mig. Derudover er hun en sød pige, som er meget åben og frisk. Hun nyder bare en stille dag hjemme, men vil også gerne med ud og lave ting, ikke mindst kan hun også hive mig med ud på oplevelser og selv tage initiativ. Hun lader mig have min fodbold, hun må gerne komme med hvis hun har lyst. Har hun ikke, er det også fint, jeg skal bare kunne tage af sted, uden der bliver set ned på det, ligesom hun gerne har en hobby som hun går op i, uden jeg behøver at være en stor del af det. Udseendet betyder ikke det store for mig, derved ikke sagt at det er 100% ubetydeligt for mig, det betyder bare ikke ret meget i forhold til mange andre ting og mange andre mennesker.

Måske du nu tænker, hvorfor ikke en mere fysisk begrænset pige end mig selv? Jeg ville have svært ved at være sammen med en mere fysisk begrænset pige end mig selv, fordi jeg vil mangle noget intimitet, som bare ikke fysisk er muligt. Hvis hun er mere begrænset end mig, vil vi ikke kunne kysse eller holde om hinanden. Bare det at holde i hånd, vil være svært. Måske der også er andre grunde, men intimitet er klart nøgleordet. Uden intimitet vil jeg have svært ved at se det som et forhold, men nok kun kunne se det som en rigtig god og nær ven.

Hvordan skal et forhold være? Det var et spørgsmål jeg fik af en veninde, da jeg fortalte at jeg begyndte at skrive om det her emne. Jeg har tænkt rigtig meget over det siden, uden rigtig at komme frem til et konkret svar. Men jeg tænker der i et forhold skal være enighed om hvilke værdier, som er vigtige i livet. Man skal være fælles om tingene, mens der samtidig skal være plads til man kan være den man er og hinanden. Ærlighed og tolerance. Samtidig med at man også føler, at den anden person, bare er en man føler, at man ikke kan få nok af.

Jeg er ikke typen, som kunne finde på at date flere på en gang. For det første fordi jeg ikke ville være i stand til at fordybe mig i mere end en person på samme tid, hvis jeg skal lære en ny person at kende på den måde, som en man eventuelt skulle i et forhold med. Derudover føler jeg ikke. at nogen er godt tjent med at man spiller et dobbeltspil på nogen måde. Den sidste grund er, at jeg egentlig heller aldrig har haft chancen for at date 2 forskellige på samme tid.

For at jeg skal få lyst til at gå fra dating til et forhold, skal der det til, at jeg kan se en fremtid sammen med personen. Jeg skal være forelsket og nok også elske personen, samtidig med at jeg føler og den anden giver udtryk for, at det er gengældt for hende. Selvom det lyder som et kedeligt svar, tror jeg det handler meget om mavefornemmelsen. Jeg tror ikke på, at der er et facit på, at når tingene er sådan og sådan, har jeg kun lyst til at date. Mens at når det så er sådan og sådan, så har jeg lyst til at have et forhold med personen.

En dag fik jeg spørgsmålet, om folk ser anderledes på en og ens ret til privatliv, som kærester, når man i det daglige har brug for hjælp? Nej, det tror jeg egentlig ikke. Dog tror jeg der er en ting i, om hvorvidt man kan leve med det og hvor nemt man kan acceptere det som modpart, hvis man ikke selv kender noget til det. Min erfaring fortæller mig i hvert fald, at det er nemmere for mig at komme i kontakt med det modsatte køn, hvis de selv har eller har haft noget med et handicap tæt inde på deres eget liv. Jeg vil gerne indrømme, at det gør mig lidt ked af det, at det er sådan, men samtidig tror jeg også der er en ret naturlig forklaring på dette. 1 Vi er vanemennesker, vi gør det vi kender til, med det mener jeg, at man af natur godt kan være skræmt af det der er anderledes og ikke ligner os selv. 2 Ligesom jeg ikke bliver tømrer, er der også her en ting hvor jeg bare må acceptere, at det er sådan mit liv er. Jeg kan ikke ting i livet, som følge af mit handicap. Det er en fact, som jeg må acceptere og leve med. Mens jeg skriver det her, begynder jeg dog stadig at tvivle på mig selv og om jeg virkelig mener det, jeg skriver. Men stadig tror jeg ikke på, at jeg pludselig får mulighed for at date en model som eksempelvis miss Danmark.

Jeg finder dates flere steder, oftest lidt tilfældigt og ikke altid blandt andre med et handicap, hvilket folk ellers tit godt kan tro. Som jeg tidligere i serien har skrevet, vil jeg helst undgå datingapps og finde folk igennem min hverdag eller bare i den virkelige verden. Sandheden er dog klart, at det oftest bliver gennem disse apps det sker for mig. Lige nu benytter jeg 2 forskellige apps, tinder og badoo. I tror mig måske ikke, men jeg overvejer virkelig dagligt at slette dem. Både fordi jeg gerne vil møde folk i virkeligheden, i stedet for i en app. Men skal jeg være helt ærlig overfor mig selv, er der nok også en anden årsag. Min selvtillid holder sgu ikke til det. Jeg sidder ofte sammen med venner og bruger eksempelvis tinder, her ser jeg hvor nemt det er for dem. Her kommer jeg derfor til at sammenligne med mig selv, det er vitterligt ikke en god ide. Jeg lyver ikke her, for hver gang jeg når at komme i kontakt med en, har de nået at kunne komme i kontakt med et 3 cifret tal kvinder. Det er ikke for at udstille nogen overhoved, det er kun for at fortælle hvor stor forskellen er på at have et handicap, mod ikke at have et, når man dater de her steder. Derfor tænker jeg dagligt på at slette det og bruge min tid på noget andet. På en måde tænker jeg, om man kan sammenligne det med mobning, jeg bliver ked af at sammenligne og det fjerner en del selvtillid, men omvendt vil jeg jo gerne finde en kæreste.

Jeg har tidligere holdt pauser fra de her steder, dog af flere grunde. Den mest indlysende er, at jeg har haft set nogle piger, hvor det har føltes forkert at være de her steder samtidig. En anden grund har været, at jeg har brugt min telefon mindre i perioder, for at spare mine arme lidt. En tredje grund har været, at jeg faktisk bare ikke har haft lyst. I de her pauser, har der været nogle fælles følelser omkring det. Den ene følelse er en lettelse, lettelse over ikke at skulle vurderes af det modsatte køn og stå til offentligt skue i en app. Lettelse over der ikke konstant kommer notifikationer op, om man har fået flere likes eller at nogen synes godt om dig. Jeg har også haft en bedre følelse med mig selv, og været bedre til at tænke gode tanker om mig selv.

Generelt ønsker jeg, at flere så bort fra handicappet og mere på mig som person, og mig som en god fyr, jeg selv synes, jeg prøver at være. Det skal man jo så selvfølgelig have lov til at være uenig i, at jeg er. Men det er virkelig hårdt, når jeg bliver dømt ud fra stolen i stedet for mig som person. Et godt eksempel her, som dog ikke rigtig handler om dating, er, at der tit omkring mig er mange personer som hilser på mig for at være venlige, problemet er bare, at jeg ikke aner hvem de er. Det vigtige her er at fortælle, at jeg er ikke mit handicap, men at mit handicap er en del af mig. Amen!

Jeg har det egentlig selv ret godt med min egen krop. Selvfølgelig kan jeg godt se, at jeg har lidt uren hud og hvis jeg i en periode har spist ret usundt, kan jeg også godt føle maven er vokset lidt. Selvom det kan føles slemt, ved jeg også godt inderst inde, at det bare er småting. Jeg har for længst accepteret med mig selv, at jeg ikke har en krop som alle andre. Jeg kan sagtens have en slank krop, men veltrænet og symmetrisk bliver den aldrig. Jeg ville da gerne have en veltrænet krop, hvis det var muligt, det ville nok også uden tvivl gøre flere piger interesseret i mig, det er bare ikke rigtigt et tema for mig. Jeg har altid accepteret mig selv, derunder min krop og mit udseende, som den jeg er. Jeg har altid haft det godt med mig selv, og det vil jeg fortsat have. Selvfølgelig skal frisøren dog besøges indimellem og andre ting klares, men det er altså stadig småting.

Jeg oplever de afvisninger jeg får, på flere forskellige måder. Eksempler på afvisninger kunne være at folk ikke svarer, at man svarer med så korte beskeder man kan og kun svarer, fordi man bliver spurgt om noget, uden på nogen måde at spørge ind til mig, så jeg ikke får mulighed for at vise noget af mig selv. At folk ikke svarer mig, er den jeg oplever oftest. Jeg forstår den egentlig godt, men har bare ikke meget til overs for den. Man giver mig ikke en chance på grund af mit udseende, hvilket kan være fair nok, dog tror jeg mest det handler om handicap og man ikke tænker, at man kan håndtere det. Det er jo bare ikke dem, som skal håndtere handicappet, men mig, derfor er det en vildt fustrende tanke for mig.

Jeg har efterhånden prøvet at få så mange afvisninger, at jeg burde være vant til det, jeg tror bare ikke det er en ting man som menneske kan blive god til at håndtere. For mig tager det altid lige lidt på selvtilliden, som jeg så må finde igen et andet sted. Afvisninger er nok det jeg glæder mig mest til at slippe for, den dag jeg finder en kæreste.

En afvisning jeg også kender en del til, er, at de kun ser mig som en ven. Det er en ting, som kan irriterer mig grænseløst, men jeg samtidig har kæmpe respekt for, da man da i det mindste så er ærlig overfor mig. Min største udfordring der er så at komme frem til, hvordan vil jeg reagere på denne information. Er det noget, som jeg selv er interesseret i eller ikke? Ofte er det et nej, men det er da sket.

Jeg har dog et idol, en person jeg ser meget op til og faktisk også tit henviser til. Shane Burcaw blogger, forfatter, foredragsholder og manden bag Laughing at my nightmare. Han er sammen med kæresten Hannah, en rigtig flot pige. Måske tænker du nu, hvad er der så specielt ved dem? Shane har muskelsvind, samme type som mig og vores fysiske tilstand er faktisk ret ens. Sammen har de startet bloggen kaldet squirmy and Grubs. Her fortæller de om hvordan det er at have et forhold, hvor den ene har et stort fysisk handicap. Egentlig fortæller de bare, at deres forhold er helt som alle andres. De gør det dog på deres helt egen sjove og søde måde, som jeg bare er kæmpe fan af.

Jeg ved emnet har været noget, som i længe har villet høre om, men samtidig har været svært at efterspørge. Og indrømmet, det her indlæg er det sværeste, jeg har lavet og har også gjort noget ved mig som person, ved at åbne op både for jer og for mig selv. Da jeg startede, var jeg faktisk ikke helt klar over hvad jeg ville med det, og om det nogensinde skulle udgives. Derfor er jeg nok også lidt ekstra stolt. over hvad der er kommet ud af det. Til lyden af kald det kærlighed, vil jeg nu lukke ned og håbe i har været glade for at læse med om hvordan jeg søger kærligheden, og ikke mindst mine dybe personlige tanker.