Jeg søger kærligheden, selvom jeg har et handicap del 4
Velkommen til 4. Og sidste episode af serien jeg søger kærligheden, selvom jeg har et handicap. Har du ikke læst med før eller blot misset et afsnit, så vil jeg råde dig til at læse de tidligere afsnit før du læser videre her. Tusinde tak for du læser med.
Jeg har det egentlig selv ret godt med min egen krop. Selvfølgelig kan jeg godt se, at jeg har lidt uren hud og hvis jeg i en periode har spist ret usundt, kan jeg også godt føle maven er vokset lidt. Selvom det kan føles slemt, ved jeg også godt inderst inde, at det bare er småting. Jeg har for længst accepteret med mig selv, at jeg ikke har en krop som alle andre. Jeg kan sagtens have en slank krop, men veltrænet og symmetrisk bliver den aldrig. Jeg ville da gerne have en veltrænet krop, hvis det var muligt, det ville nok også uden tvivl gøre flere piger interesseret i mig, det er bare ikke rigtigt et tema for mig. Jeg har altid accepteret mig selv, derunder min krop og mit udseende, som den jeg er. Jeg har altid haft det godt med mig selv, og det vil jeg fortsat have. Selvfølgelig skal frisøren dog besøges indimellem og andre ting klares, men det er altså stadig småting.
Jeg oplever de afvisninger jeg får, på flere forskellige måder. Eksempler på afvisninger kunne være at folk ikke svarer, at man svarer med så korte beskeder man kan og kun svarer, fordi man bliver spurgt om noget, uden på nogen måde at spørge ind til mig, så jeg ikke får mulighed for at vise noget af mig selv. At folk ikke svarer mig, er den jeg oplever oftest. Jeg forstår den egentlig godt, men har bare ikke meget til overs for den. Man giver mig ikke en chance på grund af mit udseende, hvilket kan være fair nok, dog tror jeg mest det handler om handicap og man ikke tænker, at man kan håndtere det. Det er jo bare ikke dem, som skal håndtere handicappet, men mig, derfor er det en vildt fustrende tanke for mig.
Jeg har efterhånden prøvet at få så mange afvisninger, at jeg burde være vant til det, jeg tror bare ikke det er en ting man som menneske kan blive god til at håndtere. For mig tager det altid lige lidt på selvtilliden, som jeg så må finde igen et andet sted. Afvisninger er nok det jeg glæder mig mest til at slippe for, den dag jeg finder en kæreste.
En afvisning jeg også kender en del til, er, at de kun ser mig som en ven. Det er en ting, som kan irriterer mig grænseløst, men jeg samtidig har kæmpe respekt for, da man da i det mindste så er ærlig overfor mig. Min største udfordring der er så at komme frem til, hvordan vil jeg reagere på denne information. Er det noget, som jeg selv er interesseret i eller ikke? Ofte er det et nej, men det er da sket.
Jeg har dog et idol, en person jeg ser meget op til og faktisk også tit henviser til. Shane Burcaw blogger, forfatter, foredragsholder og manden bag Laughing at my nightmare. Han er sammen med kæresten Hannah, en rigtig flot pige. Måske tænker du nu, hvad er der så specielt ved dem? Shane har muskelsvind, samme type som mig og vores fysiske tilstand er faktisk ret ens. Sammen har de startet bloggen kaldet squirmy and Grubs. Her fortæller de om hvordan det er at have et forhold, hvor den ene har et stort fysisk handicap. Egentlig fortæller de bare, at deres forhold er helt som alle andres. De gør det dog på deres helt egen sjove og søde måde, som jeg bare er kæmpe fan af.
Jeg ved emnet har været noget, som i længe har villet høre om, men samtidig har været svært at efterspørge. Og indrømmet, det her indlæg er det sværeste, jeg har lavet og har også gjort noget ved mig som person, ved at åbne op både for jer og for mig selv. Da jeg startede, var jeg faktisk ikke helt klar over hvad jeg ville med det, og om det nogensinde skulle udgives. Derfor er jeg nok også lidt ekstra stolt. over hvad der er kommet ud af det. Til lyden af kald det kærlighed, vil jeg nu lukke ned og håbe i har været glade for at læse med om hvordan jeg søger kærligheden, og ikke mindst mine dybe personlige tanker.
