SUMH’men af en god weekend med nye mennesker
Ja, jeg ved godt at det er ved at være noget tid siden, men grundet tidspres har jeg først nu rigtig mulighed for at fortælle om min begejstring, efter en rigtig god weekend. Min begejstring skyldes et rigtig vellykket arrangement sammen med Sammenslutningen af Unge Med Handicap (SUMH).
Som tidligere nævnt, var jeg blevet kursusarrangør af et rollemodelskursus. Har du ikke læst dette, kan du finde det her:
Jeg kan godt sige jer, at jeg føler det som en succes. Jeg havde i forvejen tænkt meget i ”Åh, hvad nu hvis…” og ”Hvad nu med…” osv. – de sædvanlige bekymringer man gør sig inden et arrangement, men da vi først var der, og var i gang, så kørte det hele bare på skinner. Under aftensmaden den første aften, sad folk allerede og snakkede sammen på kryds og tværs, og begyndte på eget initiativ, at lære hinanden at kende. Her kunne man bare mærke, at folk ville gerne det her, og det skulle nok blive vellykket.
På kurset havde vi to oplægsholdere ude. Først havde vi besøg af Marie Lodberg, som kom fra projektet ”Rollemodeller Fyn”, og fortalte om hvordan man sætter et oplæg sammen, så det fanger tilhøreren, hvor vigtigt det er at spille på følelserne og at få dem med i sin præsentation, samtidig med at ens oplæg skal være relevant for både publikum og emnet.
Udover Marie Lodberg, havde vi også Marie Laursen ude og holde oplæg. Hun er nok bedre kendt som ”Pigen med knogler af glas”, da hun har fået lavet en dokumentar på TV2 af samme navn. Marie har selv knogleskørhed, hun er derfor selv kørestolsbruger. Ved Marie selv har et handicap, er hun for alvor en person, som deltagerne kunne spejle sig i og relatere en masse ting til, da mange af de udfordringer hun står overfor, kunne genkendes af de deltagende. Marie fortalte primært om, hvordan det pludselig er at se sig selv som rollemodel. Hun fortalte om måder, hvorpå man kunne lægge en plan for det som man gerne ville. Et eksempel var at lave en mission med ens foredrag – om hvad man gerne ville opnå og ønsker at komme ud med igennem sine foredrag.
Selvom jeg tidligere har været kort inde på det, var det der gjorde størst indtryk på mig, deltagernes engagement henover weekenden. Det var tydeligt at mærke, at deltagerne brændte for det her, og ønskede virkelig selv at komme på banen, hvilket gjorde mig som arrangør virkelig stolt. Det er nogle unge mennesker som klart gerne vil ud i verden, og ikke ønsker at lade sit handicap begrænse sig, hvilket er en kæmpe inspiration.
I morgen ses vi igen i Høje Taastrup, hvor vi har en opfølgningsdag. Da vi gik hjem sidst, fik deltagerne en hjemmeopgave, hvor de skulle præsentere sig selv som rollemodel gennem et medie, de selv vælger. En meget bred opgave, som jeg er virkelig spændt på at se, hvad de har fået ud af i morgen. Jeg glæder mig til at se dem alle sammen igen, og ved at de kun kan blive en rigtig god dag igen i morgen.