Årets Grøn Koncert
Så er det endelig ved at være tid til en af mine absolutte ynglings tider på året, det er ved at være tid til årets grønne koncerter, en tradition, som jeg på flere måder elsker og holder utroligt meget af!
Lad mig være ærlig fra start af, jeg har det lidt blandet med årets program, men måske jeg bare er ved at blive gammel. De har i år valgt at have 3 mindre koncerter med DJ’s, på en ny scene, som de kalder ghettoblaster scenen, som ikke helt tiltaler mig. Jeg holder måske bare ikke af nye tiltag på mit elskede Grøn. Men når det så er sagt, så kommer der også navne som Phlake, Aqua, D-A-D, Suspekt og Lukas Graham, hvilket er navne som jeg helt sikkert skal høre. Dem som jeg glæder mig mest til at høre, må nok være Phlake. Jeg er nok lidt det, som man vil kalde en fløde fyr, så jeg er helt pjattet med deres musik. Jeg hørte dem til en koncert i efteråret, så jeg ved også, at de er rigtig gode live! Udover Phlake, ser jeg dog også lidt mere frem til Suspekt og Lukas Graham end resten af programmet.
På et års tid, føler jeg, at jeg er gået fra at have haft en meget fast Grøn koncert tradition, til nu at have 2 traditioner. Sidste år var jeg afsted med min brors kæreste og en af hendes veninder. Det gentager vi igen i år, dog på Amager i stedet for Valby og i år skal min lille niece på 4 måneder også med, det bliver spændende at se hvordan hun klarer den, men personligt mener jeg, at det bare er god opdragelse fra start af.
Udover det, har jeg også en meget vedholdende tradition til Grøn koncert i Næstved! Her plejer jeg at mødes med nogle venner, hos en der bor lige ved siden af pladsen, her kan man så nemt gå frem og tilbage til pladsen, mens man bruger hele dagen med gode venner! Det er en sikker vinder hvert år!
Med et liv med muskelsvind føler jeg også, at det er en tradition, nærmest en pligt at deltage på Grøn koncert. Jeg elsker virkelig at støtte mig selv, derfor deltager jeg også altid på Grøn koncert. Men det er også et sted, hvor jeg altid møder mange jeg kender både uden og med muskelsvind, mennesker som man ellers ikke normalt ser hver dag. Jeg ser frem til at se jer alle til en lille skål og støtte os selv på fuld skrue!
Vi ses på Grøn koncert, for mit vedkomne på Amager og i Næstved!