Jeg er blevet kursusarrangør
Den opmærksomme følger, har godt allerede læst en smule om det, men har valgt nu at skrive et længere indlæg om det, da jeg er ret stolt af det. Jeg er ved at arrangere et kursus om det at være rollemodel, som organisationen SUMH’s årlige Kompetencekursus.
Men allerførst, hvad er SUMH egentlig? SUMH står for Sammenslutningen af unge med handicap. Det er en organisation, som arbejder projektorienteret med at skaffe bedre forhold for handicappede, indenfor nogle forskellige områder. Det jeg synes er det mest spændende ved SUMH, er, at man arbejder sammen på tværs af forskellige handicap, og man derfor møder en masse nye mennesker. Jeg lærte dem at kende igennem deres projekt Volue, som havde til formål at skabe bedre tilgængelighed på spillesteder og musikfestivaler. Derefter har jeg været med i andre mindre projekter, som de har haft. Blandt andet Alle med, som jeg også tidligere har skrevet om her på bloggen.
Men tilbage til kurset! Det startede faktisk til jul, hvor jeg blev kontaktet af Anders, som sidder i SUMH’s bestyrelse, Anders har også selv muskelsvind, jeg havde netop været på kursus i Muskelsvindfonden, hvor han også deltog og vi havde fået en god snak. Han skrev, at de skulle til at arrangere et kursus om det at være rollemodel, blandt andet med indhold som fortællerteknikker, selviscenesættelse og hvor går ens grænse for hvad man har lyst til at dele? Jeg var virkelig solgt med det samme, så selvfølgelig sagde jeg ja med det samme, til denne utroligt spændende opgave.
Så i løbet af foråret har jeg været i kontakt med utallige hoteller og feriecentre, for at finde et sted vi kunne være og med gode faciliteter, uden at det samtidig måtte blive for dyrt. Valget er faldet på Dronningens ferieby i Grenaa, ikke et sted vi kender meget til på forhånd, men det virker som et rigtigt spændende sted. Der skal vi så være weekenden 22.-24. September, mens der efterfølgende kommer en opfølgningsdag til November, som kommer til at foregå i handicaporganisationernes hus i Høje Taastrup.
Min store opgave med kompetencekurset de sidste måneder, har dog været at finde, kontakte og lave aftaler med de oplægsholdere, som vi gerne vil have på kurset. Her er det lykkedes os at finde 2, som jeg gerne vil fortælle jer om, og jeg er stolt af vil være med. De hedder begge Marie, henholdsvis Lodberg og Laursen og jeg gætter på, at de fleste af jer faktisk kender den ene.
Marie Lodberg er ansat konsulent hos Rollemodeller Fyn under Odense kommune, med tilholdssted i Vollsmose. Projektet går ud på at få personer med anden etnisk baggrund, til at motivere og inspirere andre, igennem rollemodellernes livshistorie. Maries oplæg kommer derfor til at handle om historier om rollemodeller, hvilken effekt et godt rollemodelsoplæg kan have, og om fortælleteknikker til at fortælle sin historie, så du får publikum med. Fortælleteknikkerne bliver afprøvet, som en del af workshoppen.
Marie Holm Laursen, kendt fra tv2’s program ”Pigen med knogler af glas”. Derudover er hun blogger og foredragsholder med showet Rullemaries Road show. Marie er ramt af sygdommen OI (Osteogenesis imperfecta) og blev landskendt i 2014, da TV2 valgte at portrættere hendes liv, med over 500 brækkede knogler og stadig har et enormt livsmod, trods mange smerter. Marie kommer, for at fortælle om hvordan det er pludselig at begynde at se sig selv som rollemodel, hvordan man bedst muligt sætter sig selv i scene, og hvor ens grænser går, for hvad man egentlig har lyst til at dele om sig selv?
Jeg er virkelig begejstret for det her kursus, og jeg glæder mig helt vildt! Jeg skal nok fortælle mere om kurset løbende, det vil dog nok komme til at foregå i kortere format på Et liv med muskelsvind’s facebookside, så husk lige at følg med derinde og smid gerne et like og en kommentar.