Et liv med muskelsvind

Jeg søger kærligheden, selvom jeg har et handicap del 2

Dette er en serie af indlæg, hvor jeg skriver om at lede efter kærligheden fra en kørestol. Hvis ikke du har læst afsnit 1, vil jeg derfor råde dig til at starte der. Jeg har virkelig gjort mig umage for at åbne mig op, så jeg håber, at du vil nyde at læse med.

Når jeg skal på date, kan det også være en udfordring. Først handler det om at finde den rette aktivitet, det skal nemlig være noget hvor jeg med mit handicap kan deltage på lige fod, samtidig med at man skal kunne give et godt indtryk. Udover det skal jeg selvfølgelig have min hjælper med, hvilket her også kan give en masse udfordringer. Det er en helt vild svær balancegang, som jeg aldrig tror, jeg rigtig helt finder. Egentlig ønsker jeg helt at klare mig selv på en date, det er bare ikke rigtig muligt særlig tit.

Derfor prøver jeg oftest at aftale på forhånd hvad vi skal lave, så jeg også kan forberede hjælperen på hans rolle og lidt instruere, hvad jeg tænker de skal gøre imens. Det jeg helst vil lave og tit foreslår daten, er, om vi skal se en film eller noget serie. På denne måde kan jeg nemt være mig selv, med en hjælper placeret langt væk, filmen kan der nemt snakkes ind over og lære hinanden at kende, medmindre man er i biografen.

Min drømmepige tænker jeg, er en pige, som kan mere fysisk end mig selv. Hun må gerne have et handicap, men hun skal gerne kunne mere end mig. Derudover er hun en sød pige, som er meget åben og frisk. Hun nyder bare en stille dag hjemme, men vil også gerne med ud og lave ting, ikke mindst kan hun også hive mig med ud på oplevelser og selv tage initiativ. Hun lader mig have min fodbold, hun må gerne komme med hvis hun har lyst. Har hun ikke, er det også fint, jeg skal bare kunne tage af sted, uden der bliver set ned på det, ligesom hun gerne har en hobby som hun går op i, uden jeg behøver at være en stor del af det. Udseendet betyder ikke det store for mig, derved ikke sagt at det er 100% ubetydeligt for mig, det betyder bare ikke ret meget i forhold til mange andre ting og mange andre mennesker.

Måske du nu tænker, hvorfor ikke en mere fysisk begrænset pige end mig selv? Jeg ville have svært ved at være sammen med en mere fysisk begrænset pige end mig selv, fordi jeg vil mangle noget intimitet, som bare ikke fysisk er muligt. Hvis hun er mere begrænset end mig, vil vi ikke kunne kysse eller holde om hinanden. Bare det at holde i hånd, vil være svært. Måske der også er andre grunde, men intimitet er klart nøgleordet. Uden intimitet vil jeg have svært ved at se det som et forhold, men nok kun kunne se det som en rigtig god og nær ven.

Hvordan skal et forhold være? Det var et spørgsmål jeg fik af en veninde, da jeg fortalte at jeg begyndte at skrive om det her emne. Jeg har tænkt rigtig meget over det siden, uden rigtig at komme frem til et konkret svar. Men jeg tænker der i et forhold skal være enighed om hvilke værdier, som er vigtige i livet. Man skal være fælles om tingene, mens der samtidig skal være plads til man kan være den man er og hinanden. Ærlighed og tolerance. Samtidig med at man også føler, at den anden person, bare er en man føler, at man ikke kan få nok af.

Jeg er ikke typen, som kunne finde på at date flere på en gang. For det første fordi jeg ikke ville være i stand til at fordybe mig i mere end en person på samme tid, hvis jeg skal lære en ny person at kende på den måde, som en man eventuelt skulle i et forhold med. Derudover føler jeg ikke. at nogen er godt tjent med at man spiller et dobbeltspil på nogen måde. Den sidste grund er, at jeg egentlig heller aldrig har haft chancen for at date 2 forskellige på samme tid.

For at jeg skal få lyst til at gå fra dating til et forhold, skal der det til, at jeg kan se en fremtid sammen med personen. Jeg skal være forelsket og nok også elske personen, samtidig med at jeg føler og den anden giver udtryk for, at det er gengældt for hende. Selvom det lyder som et kedeligt svar, tror jeg det handler meget om mavefornemmelsen. Jeg tror ikke på, at der er et facit på, at når tingene er sådan og sådan, har jeg kun lyst til at date. Mens at når det så er sådan og sådan, så har jeg lyst til at have et forhold med personen.

Her slutter afsnit 2 så, læs med igen i næste uge hvor jeg skriver om hvor jeg finder dates, at jeg generelt ønsker at flere så bort fra handicappet og mere på mig som person. Jeg håber du er glad for at læse med, kommenter gerne indlægget på facebook indtil næste uges afsnit.