London calling
De sidste to dage har jeg befundet mig i England – nærmere betegnet i London. Jeg var blevet inviteret gennem F.C. København, af FIFA, for at overvære deres award show kaldet ”The Best”. Det er en underdrivelse at sige, at det kun var en stor oplevelse, for hold da op hvor var det vildt!
Vi var nomineret i prisen ”The Best Fan Award”. Hvorfor, kan du se i linket her:
Jeg har også tidligere skrevet et indlæg om det på bloggen, inden vi blev nomineret. Dette kan du læse her:
Jeg ankom til London Palladium i en taxa. For at være helt ærlig, anede jeg egentlig ikke helt hvad jeg mødte op til. Men da vi nærmede os, kunne jeg godt fornemme, at det var rimelig vanvittigt det her. Der står folk op og ned ad gaderne, som er afspærrede, og vagter holder øje med hvad der sker. Vi kommer ud af taxaen og bliver tilbageholdt af politiet, der skal se billetter, før vi må nærme os indgangen. Vi får lov til at gå hen til indgangen, og skal ned ad en grøn løber, som er 100m lang, med fans på den ene side, og kameraer og journalister på den anden. Men til mig er der kun et par fans, der har lyst til at sige hej – ingen journalister har lyst til at stoppe mig. Jeg er ikke kendt nok til det her sted.
Jeg kommer ind og min første tanke er: ”Godt jeg tog jakkesæt på i dag.” Vi er i den flotteste, rødtæppede, gamle foyer. Det er virkelig et pænt sted, vi er. Der kommer tjenere rundt med gratis drikkevarer og mad, og man kan nærmest få alt hvad man har lyst til. Jeg kender ikke et øje inde i foyeren, men jeg føler mig underdressed i mit jakkesæt, da det ikke har et mærke som Hugo Boss, Armani, etc. Men med tanken om at vi var inviteret lige som alle andre, faldt nerverne lidt til ro.
Vi bliver ledt ned til The Palladium og vores siddepladser, på vejen derned kører jeg forbi folk som den gamle, skaldede dommer Pierluigi Collina, som pænt hilser. Lidt ved siden af ham står fodboldspilleren Luka Modric, men jeg følger pænt efter tjeneren, som henviser os til vores pladser.
Under showet sidder jeg helt ude i siden, hvor der en gang, som der er mange der benytter sig af, til at gå frem og tilbage under showet. Herunder blandt andet Cristiano Ronaldo, Lionel Messi, Neymar, Marcello, Diego Maradona, gamle-Ronaldo og FIFA-præsidenten. Alle giver mig lige hånden mens de går forbi. Jeg tror det er noget som mange mennesker ville betale ret mange penge for, og jeg sad bare der og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv.
Da vi når til vores pris, bliver jeg pisse-nervøs. For at være ærlig, kan jeg slet ikke huske hvad der sker i perioden omkring det øjeblik. Men jeg har fået at vide, at vi bliver vist som de sidste nominerede på skærmene, og det er under min video at salen begynder at klappe – som den eneste. Men det eneste jeg registrerer er, at halvdelen af salen vender hovedet bagud og kigger på mig bagefter. Vi vinder desværre ikke, da Celtic løber med titlen på baggrund af en imponerende tifo. Men sagt lidt diskret, og uden at lyde fornærmet, var det vidst ikke hele salen, der var helt tilfreds med at det var dem der vandt. Men personligt var jeg faktisk lidt lettet, over ikke at skulle op og holde takketale på scenen, i dette fine selskab.
Efter showet smutter vi kort ud i et backstage-område, hvor jeg blandt andet møder Peter Schmeichel, som laver en joke, med at han ikke vil tage et billede af mig, fordi jeg har et FCK-halstørklæde på ud over mit jakkesæt, som han ikke er helt tilfreds med. Jeg får dog lov til at få et billede. Inden da skal jeg ned ad en lille rampe for at komme ud til dette backstage-område. Her står Lionel Messi i vejen, hvorefter jeg bliver nødt til at skubbe til ham, for at få ham til at rykke sig, så jeg kan komme ud. Dette resulterede selvfølgelig lige i en selfie med ham.
Da vi kommer ud, beslutter vi os for at finde en bar og lige sidde på et øjeblik. Vi går forbi et sted der ser rigtig fyldt ud, men da vi går forbi, begynder alle dem der sidder udenfor bare at klappe. De klapper simpelthen ad mig, fordi alle har været inde til showet og har set nomineringen. På den baggrund vælger vi at sætte os på den bar sammen med dem, selvom der er proppet. Vi får en rigtig god aften, og får snakket med en masse mennesker med fodboldtilhør til klubber over hele verden, og udveksler fanhistorier. Det jeg dog er mest stolt over, er, at flere briter roser mig for mit engelske sprog. For sprogøre er nok noget af det sidste, som jeg ejer.
Jeg vil senere på ugen komme med et indlæg, hvor jeg fortæller lidt mere om hvordan det er at rejse som kørestolsbruger, og hvilke hensyn dette medfører at man skal tage. Indtil da får I herunder nogle billeder af en fantastisk mandag aften.
